Når man første gang beslutter sig for, at man gerne vil finde en ny bolig, så gribes man ofte af en enorm spænding og høj energi. Man bladrer glad igennem alle annoncerne med huse og lejligheder til salg, og drømmer om hvordan det vil være, at bo de forskellige steder. I dette øjeblik føles det helt uvirkeligt, at man nogensinde vil kunne blive drænet for denne energi.

Men virkeligheden er lidt en anden. Langt de fleste boligkøbere rammer på et eller andet tidspunkt i deres boligjagt en mur. Efter det, er det bare ikke sjovt længere. Det er derimod hårdt arbejde, og man vil egentligt bare gerne have det overstået. Det betyder desværre alt for ofte, at folk ender med at sige ja til et hus eller en lejlighed, som ikke er det rigtige for dem.

Men hvem kan bebrejde dem? Når man har både et arbejde og en familie der skal passes, så er det begrænset hvor meget overskud man kan finde i hverdagen. Det kræver ikke meget at kigge på annoncer og dagdrømme, men man glemmer her, at man jo skal finde tid til at kontakte mæglerne og til at besøge de forskellige steder der er sat til salg. Derefter skal man sikre sig, at man kigger ordentligt efter, og ikke ender med en dårlig handel. Det er her det begynder at blive stressende og irriterende at have med at gøre.

Men sådan behøver det ikke at være. Du kan nemlig gøre huskøbet til den rene leg. Det mener jeg helt bogstaveligt: aftal med din partner, at I skal have det sjovt med at finde jeres bolig. I skal gøre det til en leg, med jeres egne regler og point-systemer.

Det kan være I opbygger en leg omkring husets tilstandsrapport, hvor I løber rundt i huset for at tjekke de forskellige ting ud. Måske skal I hver især komme med et bud på, hvordan den del af huset ser ud, baseret på beskrivelsen i tilstandsrapporten. Den der har ret vinder et point.

Man kan lave mange af den slags lege. Målet er at gøre det hele lidt sjovere, og meget gerne bygge noget konkurrence ind i det også. Sørg for at de point I tæller op ikke bare er meningsløse, men rent faktisk kan bruges til noget. Måske bliver den med flest point belønnet med en omgang massage, eller får lov at vælge hvad den næste weekend skal bruges til. Der er mange muligheder, og det er jeres opgave at være kreative her. Jo mere involverede I selv er i at finde på jeres leg, jo sjovere vil det være for jer, at deltage i den. Hvis alt går godt, så vil I næsten være kede af, at legen er slut, når I finder jeres drømme hjem.