Mange danskere har udviklet denne samme mentale idé om, hvad opskriften på et godt liv er. Det er noget der har ændret sig igennem tiden, og en gang var der delte meninger om det. Eller nærmere: ruten var forskellig for forskellige mennesker, og forskellige dele af samfundet. I dag er vi kommet til et punkt, hvor de fleste er enige om hvordan opskriften ser ud, og at det er den samme opskrift for alle.

I praksis er opskriften noget i stil med følgende: for at få et godt liv, så skal man starte med at klare sig godt i folkeskolen. Ens evne til at koncentrere sig og gøre et godt stykke arbejde her, vil nemlig have stor betydning for, hvor godt man klarer sig fremover. Primært fordi man med gode vaner og et godt fokus her, vil have en større værdsættelse af det at lære, og en bedre evne til at navigere uddannelsessystemet. Det er nemlig evnen til at navigere det danske uddannelsessystem der er grundstenen i opskriften. Dernæst skal man gerne videre på gymnasiet eller handelsskolen. Tekniske skoler og lignende eksisterer selvfølgeligt stadig, og mange vælger at gå den vej. Der er absolut ikke noget galt med de andre ruter – denne artikel handler ikke om, hvad der er bedst, men hvad der generelt anses for at være bedst. Her er langt de fleste mennesker af den opfattelse, at den bedste vej at gå er, at tage en gymnasiel uddannelse efter folkeskolen. En tur på gymnasier er selvfølgeligt ikke meget værd i sig selv, så derfor fortsætter den teoretiske vej til succes ud på universitetet. I den virkelige verden ser vi masser af mennesker, der tager en bachelor og så kommer ganske succesfuldt ud på arbejdsmarkedet. De har tilegnet sig den nødvendige viden, og de praktiske værktøjer, til at kunne bidrage aktivt til den danske industri. Men den slags praktiske beviser går selvfølgeligt ikke ind, og ændrer på folks idé om ”den optimale opskrift” til det gode liv. Nej, her er mere uddannelse altid bedre. Så selvfølgeligt er det en kandidatgrad man tager. Gerne med en PhD eller to efterfølgende.

Og så skal det hele selvfølgeligt tages i stiv arm. Enhver pause fra uddannelsen indebærer nemlig en risiko for, at folk ikke kommer i gang igen.

Men det er en helt forkert måde at anskue det på. Jeg er nemlig overbevist om, at et sabbatår er noget af det bedste man kan gøre for sig selv. Ved at tage en pause fra uddannelsen træder man nemlig af trædemøllen og får mulighed for at tænke sig om. Uddannelsesinstitutionerne har, måske mod forventning, en tendens til ikke at lade folk tænke for sig selv. Alting er skemalagt og sat i system, så du behøver aldrig stille spørgsmålstegn ved noget. Du møder bare op, gør som du får at vide, og fortsætter så til det næste naturlige skridt i opskriften til succes.

Men ved at tage et sabbatår afbryder man denne autopilot, og får mulighed for at kigge kritisk på det hele. Hvis man samtidig tager ud og rejser i sit sabbatår, så vil man med sikkerhed komme til at få en bedre forståelse for sig selv, og hvad man egentligt har lyst til.